Lev antiskrøbeligt: Optimér din heling med Martin Kreutzer og RechargeLife.

Rechargelife Livsfasen

Lev antiskrøbeligt - ved ernæringsekspert Martin Kreutzer


Din HBOT-behandling fremmer kroppens heling, men den kan ikke stå alene. Hvis du for alvor vil fremme kroppens sundhed og styrke er det afgørende, at du hver eneste dag træffer valg, der understøtter morgendagens styrke. Alt hvad du foretager dig, har en konsekvens, og særligt hvis du jagter øget overskud og restitution er det afgørende at du aktivt tager stilling til dine handlinger, som groft kan deles ind i tre kategorier:


  1. Adfærd, der stiller dig svagere, end før. Hertil hører fx indtagelse af alkohol, der beviseligt reducerer søvnkvaliteten.
  2. Adfærd, der hverken forringer eller forbedrer dit overskud og din restitution. Det kan fx være uregelmæssig træning.
  3. Adfærd, der bidrager til antiskrøbelighed, altså øget styrke i morgen. Hertil hører fx indtagelse af de helt rette madvarer i optimale doser.


Der kan skrives omfangsrige bøger om alt det, der gemmer sig under disse rubrikker, og vil du dykke længere ned vil jeg varmt anbefale dig at snuse til min bog Antiskrøbelig, der guider dig til den optimalt restitutionsfremmende adfærd.


Allerede nu vil jeg dog gerne løfte sløret for de fem områder, som hver især bidrager til din styrke. Hver især er de med til at skabe det fundament af styrke, som gør, at din krop kan hele bedst muligt, og derfor er det afgørende, at du investerer energi i at mestre hvert enkelt. Det er således ikke nok at spise eksemplarisk, hvis søvnen halter, du oplever psykisk stress i livet, motionen svigtes eller der på andre områder mangler at blive opgraderet. Lyder det ambitiøst?


Absolut, for det er gennem den ambitiøse indsats, at miraklerne udfolder sig. For at give dig en smagsprøve på omfanget af en helhjertet indsats kommer her en kort introduktion til de seks områder, som jeg primært har fokus på i min vejledning af klienter, der jagter overskud, styrke og forbedret heling. Du kan læse meget mere om hvert enkelt element i min nye bog ”Antiskrøbelig – sund og stærk hele livet”.


Område 1 ERNÆRINGEN


I jagten på antiskrøbelighed er det afgørende, at du forstår, hvilke madvarer der understøtter kroppens funktioner, og justerer dine kostvalg mest muligt over imod de styrkende kostvaner. Afsættet i min vejledning er altid en antiinflammatorisk kost, tilpasset den enkelte klients behov. Nøgleingredienserne er sunde fedtstoffer fra oliven(olie), fede fisk, nødder og avocado, masser af frugt og grønt, passende mængder fuldkorn og gode proteinkilder.

Område 2 OPTIMERING AF KROPPENS SAMMENSÆTNING


Antiskrøbelighed handler om at gøre sig selv mere modstandsdygtig overfor livets pres, og ideelt set om at gøre dig stærkere end før. Derfor er opbygningen af en solid muskelmasse et relevant fokuspunkt. I direkte opposition til denne styrkegenerator står kropsfedtet. For meget kropsfedt nærer skrøbelighed. Det gælder i særligt omfang mavefedme. Livvidden er en udmærket måde at bestemme problemets omfang på og langt mere relevant end fx Body Mass Index (BMI), der sætter vægten og højden i forhold til hinanden og reelt straffer dig for at lægge muskelmasse på!


Du måler livvidden ved at prikke dig selv i siden og mærke efter det nederste ribben og det øverste af hoftekammen. Midt mellem disse punkter placerer du et målebånd og måler omkredsen under afslappet udånding. Er din livvidde over 88 cm (kvinder) eller 102 cm (mænd), vil du rent statistisk have øget risiko for sygdomme fremmet af for meget mavefedt. Et fedttab vil derfor være anbefalelsesværdigt. Ligger du lavere, mellem 80 og 88 cm for kvinder og 94-102 cm for mænd vil der stadig være en let forhøjet risiko, men næppe i en grad så det isoleret set nærer din skrøbelighed.


Område 3 STÆRK HYDRERING


Analyser viser, at omkring 60 procent af kroppen består af vand, og at væsken i din krop spiller en afgørende rolle i alverdens funktioner. Derfor kommer det næppe som den helt store overraskelse, at væskemangel kan være akut livstruende. Længe inden du dør af tørst vil manglen på vand dog have medført en lang stribe problemer knyttet til cellernes evne til at flytte nærings- og affaldsstoffer ind og ud, blodets viskositet og meget andet.


Konsekvensen er blandt andet manglende energi og overskud, nedsat muskelfunktion og en generel skrøbelighed, og derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på at drikke nok. Og drikke de rigtige ting. 


Område 4 OPTIMALE SØVNVANER


Hverken træning eller ernæring, når den gode nattesøvn til sokkeholderne, når det gælder om at skabe antiskrøbelighed. I hvert fald ikke på den korte bane. Mens du kan slippe afsted med at spise usundt – eller slet ikke at spise – i ugevis, og selv måneder uden træning tåles nogenlunde problemfrit af kroppen, så viser konsekvenserne af en dårlig nattesøvn sig allerede efter en enkelt nat og kan antage et katastrofalt niveau indenfor få dage. Så hvis jeg skulle vælge, hvilket jeg helst ikke vil, så ville jeg til enhver tid favorisere søvnen. Den optimale søvn er sammensat af to nært knyttede men dog forskellige dele:


  1. Den nødvendige mængde
  2. Den optimale kvalitet


Begge dele skal tilgodeses for at understøtte kroppens restitution maksimalt.


Område 5: PERFEKTE MOTIONSVANER


Det er helt afgørende for din antiskrøbelighed, at du optimerer dine motionsvaner, så de understøtter din ambition om at blive stærkere, ikke kun muskulært, men også immunforsvarsmæssigt. Jeg tør godt garantere, at det kommer til at kræve en helstøbt indsats og sandsynligvis ikke altid bliver lige fornøjeligt. Men belønningen, ud fra et styrkeperspektiv, er enorm. Gennem den rette træning kan du vedligeholde og i de fleste tilfælde ligefrem øge din styrke både fysisk som psykisk. Det gælder selvsagt konditionen og den tilknyttede kredsløbssundhed, men også en lang stribe andre aspekter. Jeg nævner i flæng:


  • Muskelstyrke
  • Balance
  • Koordinationsevne
  • Bevægelighed
  • Sociale relationer
  • Naturterapi
  • Knoglestyrke
  • Kreativitet og mental sundhed


Der er mange flere gevinster, som kan hentes via eksemplariske motionsvaner, men jeg formoder, at ovenstående liste er rigeligt til at motivere dig.
Ligner du min gennemsnitsklient vil du sandsynligvis gøre det nogenlunde fornuftigt rent kredsløbsmæssigt, mens de øvrige kompetencer er underudviklede. Det skyldes, at vi som samfund har enormt stort fokus på kredsløbsstimuli, illustreret ved de mange der går ture, transporterer sig på cykel, træner op til og deltager i Royal Run og så videre og så videre.


Der er absolut intet som helst galt i at træne sit kredsløb, men det kan som sagt ikke stå alene. En træningsuge i antiskrøbelighedens tegn bør træne alle facetter af den gode form og have særligt fokus på at udvikle de områder, som det står sløjest til med.

Område 6: Stressregulering


Kronisk stress virker invaliderende og nærer blandt andet inflammation i kroppen. Derfor er det vigtigt at tage eventuelle signaler alvorligt og gøre hvad der er i din magt for at reducere presset.


Udover at reducere eller fjerne eventuelle stressfaktorer er det vigtigt at arbejde med sin personlige tilgang til livet. Jeg har set personer med relativt lille livspres gå ned med flaget, mens andre har tålt langt mere pres i livet, uden at det for alvor har mærket dem.


Årsagerne til dette kan være mange, men en del af forklaringen er ofte den pågældendes grundlæggende livssyn og de forhåndenværende evner til at reducere følelsen af stress. Ideelt set har du igennem livet opbygget en solid værktøjskasse, fyldt med anti-stress redskaber, som du kan gribe ned i, hvis det bliver nødvendigt. Det er enormt svært at fylde i værktøjskassen, når det hele bimler og bamler, så derfor gælder det om at ruste sig,
inden den truende stress for alvor bygger sig op.


Til værktøjskassen hører alt lige fra oprydning i kalenderen til en stærk fysisk livsstil, oprydning i de sociale relationer, meditation og et væld af andre elementer, der tilsammen stiller dig stærkest muligt overfor livets belastning.


Klar til at bygge din egen antiskrøbelighed?


Som Martin Kreutzer understreger, skaber dine daglige valg det uundværlige fundament for en stærk og modstandsdygtig krop. Når du tager ansvar for din søvn, din kost og din bevægelse, står vi hos RechargeLife klar med teknologien, der forstærker din ambitiøse indsats.


Hyperbarisk iltbehandling (HBOT) fungerer som den gnist, der sætter turbo på cellefornyelsen. Ved at mætte din krop med ilt, giver vi dit system det ekstra overskud, det har brug for til at dæmpe inflammation, reparere væv og restituere dybt. Det er her, den stærke livsstil møder avanceret biohacking.


Uanset om du vil skabe det ultimative helingsrum hjemme i din egen stue, eller du foretrækker at lade batterierne op i vores klinik i Hillerød, er vi med dig hele vejen.


Lad os tage det næste skridt sammen.

NyhedsbrevBook behandling